DE 5 MØNSTRE

1. EJERSKAB TIL ALLE I HOLDETS AMBITION

Gennem de seneste uger er Ulrik Wilbek fra mange sider blevet heftigt kritiseret for sit rotationssystem - og sandt er det, at der er gang i svingdøren på den danske bænk. Men måske finder vi her kimen til en af strengene i Wilbeks Leder DNA, netop evnen til at give alle spillere en følelse af ejerskab i holdets ambition. Selv spillere på de yderste mandater føler sig vigtige, fordi de kommer i spil.  Og dermed vokser deres lyst til at bidrage og ofre sig for holdet. Min analyse er, at strategien fra Wilbeks side er velovervejet og et bevidst forsøg på ikke bare at dosere den fysiske belastning på spillerne, men i høj grad på at få alle til at drømme aktivt med på holdets drøm.

2. INVOLVERENDE DIKTATUR

Udadtil slår Ulrik Wilbek sig op på en meget coachende og involverende ledelsesstil. Og vi danskere elsker den slags og æder det råt!. Bestemt lyder det også både flot og smukt, men jeg er sikker på, at det kun er den ene side af historien om lederen Ulrik Wilbek. Hvis du vil skabe et verdensklassehold, der hæver sig op over leverpostejssuppedasen, så kræver det også en jernhånd. Det kræver kynisme. For ledelse kan være både råt, brutalt og ubarmhjertigt og virke alligevel.

Jeg vil kalde Ulrik Wilbeks ledelsesstil for et involverende diktatur. Det nytter ikke altid at spørge: Hvad synes du selv? Der skal også være kærlig konsekvens og en klar retning. Jeg er sikker på, at vi som spillere eller medarbejdere dybest set heller ikke ønsker en leder, der bare stiller spørgsmål. Vi vil have en leder, der er principfast, og som ved, hvad han eller hun vil. Det giver os tryghed. Sat lidt på spidsen vil jeg sige: Hellere et dumt svin, man ved, hvor man har end en flink vendekåbe, der blafrer i vinden.

3. HELLERE GNISTER END BÅL

Særligt i sine tidligere trænerår opførte Ulrik Wilbek sig som et vildt bål på sidelinjen. Følelserne kogte! Jeg ser stadig en mildest talt meget engageret Wilbek på sidelinen, og det er bestemt en styrke, at han brænder vildt for det, han laver. Men jeg tror ikke bare, det er hans styrke, men også hans svaghed. Selvom han ved denne slutrunde har virket roligere end tidligere og relativ dygtig til at forvalte sit temperament, kan man stadig udpege momenter, hvor man med god grund kan beskylde eksempelvis hans time outs for at være præget mere af følelser end fornuft.

En styrke har ofte to sider. En forside og en bagside. Herudad springer klichéen, at din største styrke også er din største svaghed. Når ledere bliver spurgt om, hvad deres svage sider er, ender de derfor ofte med at nævne deres styrker. For eksempel siger de: "Jeg er meget hurtig og utålmodig, og jeg kræver meget af mine medarbejdere". Det er fint, men det er jo også dine styrker. De stærke sider ved mennesker er kendetegnet af, at de samtidig er svagheder.

For de ledere, der brænder igennem, har engagementet derfor både en forside og bagside. Også for Wilbek. Kunsten er at slå gnister uden at bryde ud i flammer.

4. WILBEKS MEDIESPIN

Et verdensmesterskab er et stort cirkus, og Ulrik Wilbek forstår, hvordan han skal navigere i det og bruge det til sin fordel. I flere situationer har jeg oplevet, hvordan han har kommunikeret til sine spillere gennem medierne. Han ved, hvilket presniveau hver enkelt spiller præsterer bedst under. Blandt andet derfor udråbte han før semifinalen mod Frankrig Jesper Jensen til Danmarks nøglespiller foran pressen. På den måde skabte han et pres og en forventning til Jesper Jensen, som han mente ville gøre netop ham bedre. Dette individuelle kendskab til spillernes psyke og mentale tilstand er helt tydeligt en af Wilbeks forcer.

5. LEDELSE AF EGNE SVAGHEDER

I mine samtaler med både spillere, trænerkollegaer og forskellige eksperter er særligt et mønster dukket op igen og igen. Wilbek er ikke en håndboldtræner i verdensklasse, men han er en mandskabsbehandler i verdensklasse. Og her tror jeg, at vi finder en afgørende streng i mandens Leder DNA. Wilbek har først med Kim Jensen på damelandsholdet og siden Peter Bredsdorff Larsen på herrelandsholdet været i stand til at omgive sig med folk, der håndboldfagligt var meget dygtige og derfor kunne supplere hans egne begrænsninger på det område. Hvis du som leder sørger for at erkende og dække dine sårbarheder ind af andres kompetencer, bliver de aldrig til svagheder. Det er kunsten. Som leder skal du sørge for at ansætte nogle folk omkring dig, som kan det, du ikke selv kan. Hvis du i stedet prøver at balancere dig selv ud og rette for meget op på dine svagheder, bliver du ligesom almindelig hvid maling. En leder skal være skrigende rød eller skrigende grøn. Og så er det spændende at blande nogle andre farver sammen med dig i stedet for at flade din kulør ud. Det er det værste, du kan gøre ved mennesker, og de bliver aldrig toppræsterende, hvis du gør det. Mit indtryk er, at Wilbek leder efter den devise.

Rasmus Ankersen
Zagreb den 1. februar